Du er mere værdifuld i dansk erhvervsliv, end du tror!
 
11.01.2018

Du er mere værdifuld i dansk erhvervsliv, end du tror!

Budskabet til de fremmødte Ph.d. studerende var klart, da Guilherme de Moura Maciel, food scientist ved Arla Foods Ingredients, deltog i dagens kick-off arrangement for PHD-HUB Foulum i Agro Business Park.

- Ph.d. studerende er som udgangspunkt intelligente unge mennesker, som er vant til at arbejde hårdt, er bekendt med skarpe deadlines og via deres studier oplever de at håndtere modgang, når forsøg mislykkedes. Kvaliteter som i høj grad efterspørges i dansk erhvervsliv, konkluderede Guilherme, som selv kommer fra Brasilien og afsluttede sin Ph.d. i Foulum for godt halvandet år siden.

Guilherme har siden valgt at blive i Danmark trods sproglige udfordringer, udfordrende forhold for udenlandsk arbejdskraft og ikke mindst vejret. Guilherme fik drømmejobbet uden for universitetet og dermed en mere balanceret tilværelse med tid til andet end arbejde, fordi han turde tro på, at det han kunne var noget værd, og fordi han brugte det netværk han via sit studie havde opbygget.

Brasilianeren roste afslutningsvis da også PHD-HUB initiativet for netop at arbejde struktureret med netværk og med at bidrage til den enkelte studerendes forståelse af, hvorledes dennes forskning kunne bruges i kommercielle sammenhænge.

Øvrige oplægsholdere var Poul Erik Christensen, Produktchef i Agrifarm og Holger Nehmdahl, Direktør i Conterra. Poul Erik fremlagde Agrifarms innovative løsninger til kvæg- og svinestalde og gav eksempler på, hvorledes man som virksomhed tidligere havde haft Ph.d. studerende engageret i udviklingsarbejdet. Holger Nehmdahl fortalte i tillæg til præsentationen af Conterras unikke løsninger for samkøring af data, hvorledes han og en forsker-kollega har haft succes med at tage springet over i det private erhvervsliv.

Agro Business Park har holdt mange iværksætterforløb, men det er første gang, at der findes et program direkte målrettet ph.d.-studerende. Programmet løber over seks måneder, og deltagerne tilbydes ud over kontorplads og sparring også iværksætterkursus og netværksaktiviteter med lokale virksomheder. Viborgegnens Erhvervsråd er hyret ind som facilitator af det egentlige kursusforløb. Programmet er medfinansieret af Viborg Kommune og Ministeriet for uddannelse og Forskning via Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM).

- Vi laver et særligt forløb for Ph.d.’ere, fordi de kommer med mere videnstunge idéer, end dem vi normalt ser. Det betyder også, at det ofte er idéer, som kræver mere kapital end normalt, og det er en lidt særlig situation, som vi indretter forløbet efter, siger Jacob Mogensen, der til dagligt er Site Manager i Agro Business Park i Foulum og nu ansvarlig for PHD-HUB Foulum.

Yderligere information:
Jacob Mogensen, Site Manager, Agro Business Park, jm@agropark.dk, 6171 8162

 
Nyheder
10.01.2018
Future Food Innovation-projekt åbner for superfolie til hele verden

08.01.2018
Ny inkubator åbner for ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet

21.12.2017
Vi søger to nye medarbejdere