Print
   
Skift sprog / Change language
10.04.2017

Agrifarm og Agro Business Park knytter bånd til Spanien

PRESSEMEDDELELSE
Foulum den 10. april 2017

I sidste uge fik virksomheden Agrifarm og klyngeorganisationen Agro Business Park ny indsigt i spansk husdyrproduktion i forbindelse med et dansk eksportfremstød på Spaniens største landbrugsmesse FIGAN.

Foulum var stærkt repræsenteret på den danske fællesstand på FIGAN-messen for dyreproduktion i den midtspanske by Zaragoza i sidste uge. Både Agro Business Park, der arbejder med innovation og forretningsudvikling inden for landbrugs- og fødevaresektoren, og virksomheden Agrifarm, der producerer luftrensningssystemer til stalde og har kontor hos Agro Business Park, har kastet deres blikke på det store spanske landbrugsmarked.

"Vi tog med på FIGAN for at udbrede kendskabet til vores produkt, og vi har haft flere gode besøg af rådgivere og designere, der ser nye muligheder i staldbyggeri. Spanien er et stort marked med mange mindre landbrug, men vi ser nok mere potentiale i de lidt større uafhængige landbrug," siger Bo Rosborg, Key Account Manager hos Agrifarm.

Projektleder Anne-Luise Skov Jensen fra Agro Business Park betegner også Spanien som et interessant marked.

"Vi er med, fordi det er en god mulighed for at vise, at vi kan være med som videns- og teknologipartner og samtidig skabe kontakter til interessante spanske partnere," siger Anne-Luise Skov Jensen, der også ser FIGAN-messen som en glimrende mulighed for at holde sig opdateret på, hvad der sker i Spanien i disse år. Hun fortsætter:

"Som det er nu, er lovkravene markant strammere i Danmark end i Spanien, og det giver nogle muligheder for de danske virksomheder for at tilbyde løsninger til opfyldelse af lovkravene, når de løbende strammes hernede. Derudover er der på sigt også et stort potentiale for danske teknologier, i takt med at spanierne får øjnene op for nødvendigheden af at effektivisere deres landbrug mere."

FIGAN-Messen er et af højdepunkterne inden for spansk landbrugs- og husdyrsproduktion. Med over 900 udstillere og næsten 70.000 besøgende er messen et oplagt sted at vise danske produkter og knowhow frem for de vigtigste aktører på det spanske marked. Onsdag blev der ligeledes arrangeret et seminar, hvor de danske virksomheder på fællesstanden kunne præsentere deres ekspertise, og inviterede gæster kunne blive klogere på den danske måde at gribe vigtige emner som dyrevelfærd og miljøvenlige løsninger an.

Deltagelsen på FIGAN skaber ikke alene opmærksomhed om de danske virksomheder og deres løsninger på det spanske marked, men er også med til at opbygge et større nationalt netværk mellem de 15 danske virksomheder, der var til stede på messen. Anne-Luise Skov Jensen er ikke i tvivl om, at deltagelsen på en dansk fællesstand, som Agro Business Park har stået for planlægningen og organiseringen af i samarbejde med Danmarks Handelskontor i Barcelona, er en god ting at kunne tilbyde virksomhederne.

"Det gør det nemmere for virksomhederne at deltage, og så er det jo også en styrke at gå sammen og udnytte de synergier, der opstår på sådan en fagspecifik messe."

En vigtig lærestreg, som Bo Rosborg har med sig hjem fra FIGAN, og som han kan dele med andre virksomheder, der overvejer at gå ind på det spanske marked, er at tænke på de sproglige barrierer. Han var således overrasket over, hvor få af spanierne på messen, der kunne tale engelsk, og valgte derfor at hyre en tolk til at stå på standen.

Både Bo Rosborg og Anne-Luise Skov Jensen er nu tilbage i Foulum for at arbejde videre med de nye idéer og kontakter opnået på messen.

Yderligere information:
For information om Agrifarms deltagelse på FIGAN-messen i Spanien kontakt Bo Rosborg på bro@agrifarm.dk / 89 99 25 72.

For information om Agro Business Parks deltagelse på FIGAN-messen i Spanien kontakt Anne-Luise Skov Jensen på alsj@agropark.dk / 89 99 25 26.

For information om den danske fællesstand på FIGAN og andre messer i Spanien kontakt Narcís Margall på Danmarks Handelskontor i Barcelona på narmar@um.dk / +34 93 487 5486.

 
Nyheder
11.05.2017
Vi kalder alle fødevarevirksomheder!

03.04.2017
CPH-FOOD - udvikling af fødevarevirksomheder

30.03.2017
Stærke kommercielle kræfter til Future Food Innovation

Agro Business Park A/S - Niels Pedersens Allé 2 - 8830 Tjele - T: +45 8999 2500 - F: +45 8999 2599 - info@agropark.dk
Intranet
 
 
Udviklet af landIT